VIDNE

Et vidne skal møde ved lovlig indkaldelse og afgive sandfærdig forklaring, medmindre loven tillader nægtelse. De væsentligste rettigheder omfatter:

• At nægte forklaring i de tilfælde, som artikel 119 angiver, og at nægte svar på spørgsmål, som kan belaste vidnet selv eller de pårørende, der er angivet i strafferetsplejelovens artikel 121, stk. 1. Ethvert vidne har ikke en ubetinget ret til at nægte enhver forklaring.
• At møde til afhøring med en advokat og rådføre sig med denne efter artikel 122, stk. 2. Advokatens fravær uden gyldig grund forhindrer ikke afhøringen.
• At bruge medbragte noter om tal, datoer og andre oplysninger af betydning for forklaringen; at modtage godtgørelse for en mistet arbejdsdag og refusion af udgifter; samt at anmode om ophævelse af handlinger, som krænker vidnets rettigheder og berettigede interesser, efter artikel 122, stk. 1.
• At blive afhørt på sit opholdssted, hvis sygdom eller handicap forhindrer fremmøde, efter artikel 120, stk. 2. Afhøring ved retsdelegation eller videoforbindelse er ikke en ubetinget mulighed, som vidnet selv frit vælger.
• At modtage beskyttelsesforanstaltninger, når der er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå en reel fare, på vidnets anmodning eller med samtykke efter artikel 123; samt at bruge lovens retsmidler mod foranstaltninger, som berører vidnet.

Juridisk bistand kan søges, så snart en indkaldelse modtages. De relevante rettigheder og en eventuel tilladt nægtelse af forklaring afhænger af personens processuelle status og det konkrete spørgsmål.

Retsgrundlag: Strafferetsplejelovens artikel 119–123.

Hvis et vidne begynder at afgive selvinkriminerende forklaring under afhøringen, skal myndigheden standse afhøringen og forklare rettighederne i artikel 139, stk. 7. Yderligere garantier omfatter advokatadgang, retshjælp og tolkning, når de respektive betingelser er opfyldt; tilsvarende regler gælder ved konfrontationer efter artikel 143, stk. 6–10.

Retsgrundlag: Strafferetsplejelovens artikel 139, stk. 7–11, og artikel 143, stk. 6–10.